Touren 2022 - kom helt tæt på ruten

Le Grand Départ den 1. juli 2022

Dette års Tour de France starter i verdens bedste cykelby, København! Det bliver uden tvivl årets vildeste event for byen, hvor verdens bedste cykelryttere skal kæmpe om den første etapesejr.

Nu har du mulighed for at komme helt tæt på, når rytterne drøner gennem de københavnske gader. Ruten lægger også vejen forbi H.C. Andersens Boulevard, kun et spytkast fra vores hostel. Så booker du en overnatning hos os den 1. juli, har du mulighed for at få udsigt til ruten - og kun være ganske kort fra udkigsstederne. Men skynd dig at booke - der er rift om værelserne!

Vi glæder os til at byde jer velkommen!

 

Aktiviteter hele sommeren

På hostel vil vi have masser af aktiviteter i forbindelse med Touren. F.eks. har vi arrangeret, at du i vores lobby kan cykle for en sag - vi samler nemlig ind til Børnecancerfonden. Derudover viser vi naturligvis hele Touren på vores skærme i BAR50, hvor der også vil være uimodståelige etapetilbud på menukortet. Vil du hellere nyde vores etapetilbud i solen, er udebaren naturligvis også åben.

Sommeren byder også på masser af aktiviteter for børn samt konkurrencer, hvor du kan vinde spændende præmier. Og så vil vi da anbefale alle vores cykelglade gæster om at prøve kræfter med ruten selv den 2. juli.

Vive le tour!

 

 

Cykel for en sag - støt Børnecancerfonden

Under Touren i DK har vi valgt at sætte den gode sag i fokus kombineret med cykelsport og motion. Vi stiller derfor to motionscykler til rådighed i vores lobby, hvor alle frit kan hoppe på sadlen og cykle for en god sag.

Når du besøger os, har du derfor muligheden for at cykle løs og samtidig være med til at støtte op om Børnecancerfonden. For hver kilometer, du hjuler afsted, giver vi 1 krone. Pengene går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Eventet går løs i uge 23 til og med søndag d. 24 juli 2022.

Skulle du selv have lyst til at lægge en donation, kan du gøre det til mobilepay nr. 603735.

Vi takker Fitness Engros, Copenhagen Bicycles, HelpWater, Danhostel, Steca og Red Bull for det gode samarbejde.

 

 

Tour de KBH - Hop i førertrøjen og kør selv ruten

Den 2. juli fra kl. 9-12 har du muligheden for selv at køre den officielle enkeltstartsrute, som Tour de France cykelrytterne selv har kørt dagen før. Ruten er 13 km lang og har 12 hop on/off punkter, hvor du kan starte din rute fra.

Du behøver ikke tilmelde dig - og det er også helt gratis - alle kan være med.

Læs mere her

Mangler du en cykel?

Mangler du en cykel, eller bor du for langt væk til at slæbe cyklen med ind til København? Så frygt ej - du kan leje en cykel hos os. Henvend dig blot i receptionen, så finder vi en cykel frem til dig for bare 120 kr.

Rigtig god tur!

 

Ruten: 1. etape enkeltstart

Ruten er 13 km lang og er flad på byens brede gader uden skarpe sving. Det giver rytterne mulighed for at give den fuld gas i pedalerne. Målet for rytterne er helt klart at begrænse tidstabet så vidt muligt.

Ruten starter på Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken og fortsætter forbi flere ikoniske landemærker som Den Lille Havfrue, Amalienborg, Dronning Louises Bro, Søerne, Trianglen, Parken stadium, Nyhavn, Kastellet, Marmorkirken og mange flere. Ruten slutter på Rådhuspladsen.

Etapen forventes at blive skudt i gang kl. 16:00 og tage omkring 3-4 timer. Der vil også være karavane og andre køretøjer på ruten, så der vil være masser af oplevelser hele dagen.

Læs meget mere om ruten og Le Grand Départ her